Vi er klar til at hjælpe dig!

Bestil en tid:

VivaNeo Stork København
☎ +45 70 60 60 90
copenhagen[at]vivaneo.dk

VivaNeo Ciconia Aarhus
☎ +45 86 27 76 26
aarhus[at]vivaneo.dk

Aalborg
☎ +45 98 14 45 55
faurskov[at]fertilitet-ultralyd.dk

Holbæk
☎ +45 59 44 13 01

Skive
☎ +45 97 51 04 00
mail[at]dr-rolighed.dk

 

Vi glæder os til at høre fra dig

Single kvinder

Har du som single kvinde besluttet dig for at tiden er inde til at vælge barn til, så vil vi meget gerne hjælpe dig på din vej videre frem. Den liberale lovgivning i Danmark gør det muligt for os at tilpasse et forløb og behandling til dig. Vi har ingen ventetid og meget flotte resultater grundet vores dygtige personale med mange års erfaring. Vi tilbyder rådgivning om valg af donorsæd og alle former for moderne fertilitetsbehandling og i Danmark kan vi behandle kvinder op til og med 45 år.

Vi har fokus på dig, både psykisk og fysisk på din spændende rejse mod at skabe en familie.

Den indledende samtale

Den indledende samtale kan du have her på klinikken eller på telefon/Skype. Samtalen er helt uforpligtende og du vil her kunne stille alle de spørgsmål du måtte have. Ligeledes vil vi dykke ind i din specifikke situation, tidligere fertilitetsbehandlinger og undersøgelser.

Når vi har svar på udvalgte graviditets-relevante prøver, kan vi sammen planlægge dit fertilitetsforløb og instruere dig i den videre proces. Du er da allerede i gang med din behandling og rejsen frem mod ønskebarnet.

Dét skal du forberede dig på før den indledende samtale

Den elektroniske journal

Du bedes udfylde den elektroniske journal, som du finder her på vores hjemmeside. Her vil vi spørge ind til menstruationscyklus, livstil, tidligere behandlinger, etc.

Udredning

Alle kvinder, der henvender sig på en fertilitetsklinik og skal i fertilitetsbehandling skal efter lovgivningen have som et minimum taget følgende test:

  • Hepatitis B - HbsAg, Anti-HBc samt Hepatitis C - anti HCV
  • HIV - anti-HIV 1+2

Vi ønsker ligeledes:

  • Blodprøve for TSH og TPO, rubella (røde hunde), Clamydia og AMH

*HSU (Vandscanning) Ved en vandskanning kan vi med ultralyd undersøge, om kvinden har en normal livmoder, og om der er fri passage for æggene gennem æggelederne. HSU er en klar anbefaling før insemination, men ikke ved IVF behandling.

Dét skal du tage stilling til før behandlingen

Donorsæd

I Danmark tillader loven behandling med åben og anonym donorsæd. Vi har mange års erfaring i rådgivning om donorsæd og guider jer gerne. I kan både vælge donorsæd fra vor beholdning eller I kan selv bestille donorsæd fra én af de danske sædbanker. Her kan I læse meget mere om donorsæd.

Lovgivningen

I Danmark har du som single kvinde lov til at gå i behandling for barnløshed, - helt på lige fod med kvinder, som lever i et forhold.

Når singlekvinder nærmer sig 40 år

Når du som kvinde passerer 35 år, begynder fertiliteten at falde drastisk. Ønsker du at få barn, er det derfor vigtigt, at du overvejer, hvad du vil gøre i det tilfælde, du ikke møder den rette inden for nærmeste fremtid. 

Mange singlekvinder i slutningen af 30’erne vælger derfor at forfølge drømmen om at få barn alene, hvis de vil nå at blive forældre til ønskebarnet. Så må en eventuel partner komme senere.

Nina Stork – uventet hjælp til singlekvinder

Vi har siden 1999 hjulpet enlige kvinder fra hele Norden og Europa, som ønsker at blive forældre som single. VivaNeos StorkKlinik blev i sin tid åbnet af jordemoder Nina Stork, fordi hun ønskede at gøre det muligt for enlige og lesbiske at blive mødre i en tid, hvor dansk lovgivning ikke tillod, at læger inseminerede kvinder, som ikke var gift eller samlevende med en mand. 

Nina Stork valgte derfor at hjælpe enlige kvinder til at blive forældre. Den særlige historie bag klinikken gør, at vi siden har haft fokus på at hjælpe singlekvinder med at blive forældre. Du vil derfor opleve, at der kommer mange andre singlekvinder, som er i præcis samme situation og livsfase som dig. 

Hyggelige og trygge rammer

Når vi taler med kvinder, som skal i fertilitetsbehandling, er det vigtigt for dem, at de ikke får følelsen at være patient. Du er jo ikke syg, fordi du ikke kan skabe et barn alene. Hos VivaNeo gør vi netop meget ud af at etablere et rart og hjemligt miljø, hvor du føler dig velkommen og i trygge hænder, fra du træder ind af døren. Vi sørger for, at du møder ansigter, du kender. Samtidig har vi indrettet klinikken med små hyggelige loungemiljøer og puder, storkebamser til børn, bøger henvendt til dig som single samt masser billeder af børn, som er skabt på klinikken. Vi har også et stort verdenskort, hvor nåle markerer, hvor kvinder, der besøger klinikken, kommer fra. For dig, som er single, har vi også en opslagstavle, hvor du kan møde andre kvinder. 

Når du er i behandling på klinikken får du enestue, hvor du kan hvile efter behandling. På alle stuer er der små loungemiljøer. Det giver også god mulighed for at have en ven eller et familiemedlem med under behandlingen.

Når du skal vælge donor

Vi mange års erfaring i at rådgive og hjælpe dig, når det gælder valget af donorsæd. Vi har et tæt samarbejde med sædbankerne, og langt de fleste kvinder, som kommer på klinikken, benytter donorsæd. Derfor kan vi rådgive dig som single, om de valgmuligheder du har, når det gælder brugen af donorsæd. 

Det at benytte donorsæd til at blive forældre efterlader dig med nye spørgsmål, du skal tage stilling til. Du bør for eksempel overveje, hvordan du fortæller dit barn, at det er blevet til via en donor? Hvad fortæller du til din familie, venner og bekendte? Hvad fortæller du pædagogerne i børnehaven eller lærerne på skolen? 

5 vigtige spørgsmål til det at få et donorbarn

Ønsker I åben, anonym plus eller anonym donor?

Det er helt op til jer. Intet er mere rigtigt end noget andet.

Vores råd, at det som føles rigtig for dig og for din partner, i langt de fleste tilfælde også vil være det bedste for barnet. Det vigtige er derfor at sætte sig ind i valgmulighederne og tage stilling.

Når vi spørger singlekvinder og lesbiske par til deres valg, kan vi se, at de fleste vælger en åben donor – især herhjemme, hvor der er stor åbenhed omkring anderledes familieformer. Det handler ofte om, at kvinderne ikke vil begrænse barnet. Nogle singlekvinder vil måske komme med argumentet: ”Når jeg nu ikke kan give mit barn en far, så kan jeg give det en åben donor.” Vi ser også flere heteroseksuelle par vælge åben donor, end vi har set tidligere på grund af en større åbenhed generelt i samfundet. Andre vælger en anonym plus eller anonym donor, fordi de ønsker at tage ansvaret for barnet (på barnets vegne) og dermed ikke ’blot’ videregive/overlade et evt. valg til barnet om at få mere viden senere i livet. 

Hvad vil du selv tage stilling til – og hvad vil du overlade til klinikken?

En vigtig ting, I skal overveje er: Hvad vil I selv tage stilling til? For nogle er det meget vigtigt at være inde over alle valg. Nogle ønsker, at donor har lyst hår og blå øjne. Andre går mere op i, at donor har samme værdier, livssyn og interesser. Mens det for nogle helt tredje slet ikke er vigtigt at have indflydelse. De fleste har dog et eller flere ønsker, og det er der bestemt ikke noget forkert i. Det er dog vigtigt at understrege, at vi ikke kan give garantier. Selv om donor har blå øjne, vil klinikken aldrig kunne stille en garanti for at barnet også får blå øjne osv. 

Har I kun et ønske om lyst hår og blå øjne, så kan klinikken vælge en donor for jer, som har det. I det tilfælde at vi vælger donor, har vi ikke flere informationer, end I selv kan få oplyst. Vi kender ikke til donor – det er udelukkende sædbankerne, der håndterer dette.

Hvordan skal I forholde jer til evt. arvelig sygdom hos en donor?

Vi har alle sammen genfejl. Det gælder også en donor. Selv om han er screenet og testet for mange sygdomme, så kan vi naturligvis ikke stille garantier. Men generelt er barnet bedre stillet end de fleste af de børn, som er kommer til naturligt, fordi donor er screenet og testet. I mange tilfælde har donor typisk leveret donorsæd til andre børn tidligere, og her ville vi blive orienteret, hvis donor f.eks. er i karantæne mens man undersøger om en indberettet misdannelse eller sygdom hos et barn, kan henføres til donor. 

Drømmer I om mere end et barn?

Vi får tit spørgsmålet: ”Hvor meget donorsæd skal jeg købe?” Det er rigtig svært at rådgive om, for det kan vi ikke vide. Et vigtigt spørgsmål, I bør overveje tidligt i processen, er dog spørgsmålet om helsøskende: ”Hvis alt går vel, skal I så have mere end et barn? Er det i givet fald vigtigt for er, at det er samme donor?” Det vil naturligvis være afgørende for, hvor meget I bør købe/reservere fra på nuværende tidspunkt – og gælder for både åben, anonym plus og anonym donor. 

Hvordan vil I fortælle dit barn, at det er et donorbarn? 

Hvad har I egentlig tænkt jer at sige til barnet? Hvornår vil I fortælle det? Vi anbefaler, at du allerede, når I vælger at få et donorbarn gør jer tanker om barnets historie. Vi ser, at nogle tager det, som det kommer, nogle planlægger noget, de vil sige, mens andre vælger at skrive dagbog fra den første tanke til de står med et barn i armene. Det bliver så senere en gave til barnet. 

Og glem ikke … et donorbarn er i den grad et ønskebarn. Det har været ønsket længe før, det blev til. Det er et tilvalg. Det er ønsket af mor og far. Og det er ønsket af donor. Det er en stor gave – også at få fortalt senere i livet!

Muligheder ved fertilitetsbehandling med donorsæd

  • Du kan lade os vælge en donor ud fra ønsker omkring øjenfarve, hårfarve og højde og vi vil gøre vores bedste for at imødekomme dine ønsker, men vi kan dog ikke garantere, at alle ønsker kan opfyldes.
  • Du kan købe et depot af donorsæd gennem os ud fra ønsker omkring øjenfarve, hårfarve og højde. Du er garanteret dine ønsker, og sæden er klar, når du kommer til insemination.
  • Du kan selv købe din donorsæd og vælge ud fra flere karakteristika. Her er link til sædbanker, vi samarbejder med: 
  1. European Sperm Bank
  2. www.cryosinternational.com
  3. www.sellmerdiers.dk 

Netværk for singler og donorbørn

Når du bliver forældre som single via VivaNeo, får du også muligheden for at få et netværk af andre singlemødre, som har taget samme valg som dig. Siden 2006 har vi hvert år fejret børnene på det årlige Storketræf i København. Storketræf er blevet et tilløbsstykke for donorbørn og deres mødre. Her er et helt særligt fællesskab, og for børnene er det en stor oplevelse af opdage, at de ikke er alene. Der findes mange alternative familieformer. Som singleforældre får du netop muligheden for at møde andre i præcis samme situation som dig, og vi ser ofte, at der opstår venskaber og relationer på kryds og tværs, fordi I har det til fælles, at I har valgt at blive forældre som single.  

Hvert år i december ønsker vi alle donorbørn og deres mødre god jul på klinikken. Her er også en helt særlig mulighed for at julehygge sammen og netværke for store og små. Julearrangementet på klinikken er også en unik mulighed for at vise dit barn, hvor det er blevet til. Det ved vi betyder meget for mange singlemødre og deres børn.

Bøger for singlemøder og donorbørn

Vi formidler gerne bøger for singlekvinder og donorbørn. Du kan f.eks. få gang i snakken med dit barn ved at læse bøgerne om Karla, skrevet af singlemor Pia Olsen og hendes datter, Karla Elena Olsen. Bøgerne handler netop om Karla selv og hendes egen oplevelse af det at være donorbarn uden far. 


„Hvor er Karlas far?“


„Karla ønsker sig en far“


„Karla leger ’mor og børn“


„Karla har en strømpetyv i familien“


„Mor uden far“


„Alene om opdragelsen - familie uden far“

Andre interessante emner for dig

Vi er klar til at hjælpe dig!

Du er velkommen til at kontakte os!

Bestil en tid:

VivaNeo Stork København
☎ +45 70 60 60 90
copenhagen[at]vivaneo.dk

VivaNeo Ciconia Aarhus
☎ +45 86 27 76 26
aarhus[at]vivaneo.dk

Aalborg
☎ +45 98 14 45 55
faurskov[at]fertilitet-ultralyd.dk

Holbæk
☎ +45 59 44 13 01

Skive
☎ +45 97 51 04 00
mail[at]dr-rolighed.dk

 

Vi glæder os til, at høre fra dig.